Erhverv

3F dedikerer erhvervskonference til krigen i Ukraine

Den populære storby Kyiv i Ukraine har den seneste uge været offer for flere bombardementer under angrebet fra Rusland.

3F har besluttet, at hele erhvervskonferencen Vision Danmark 2022 skal fokusere på, hvilke konsekvenser krigen i Ukraine har for det danske arbejdsmark og erhvervsliv.

Når dansk erhvervsliv og den danske fagbevægelse mødes ved 3F’s erhvervskonference, Vision Danmark 2022, er fokus på situationen og de alvorlige konsekvenser, krigen får for både danske virksomheder og lønmodtagere.  

En lang række topfolk indenfor politik og erhvervsliv er klar til at diskutere, hvordan vi alle håndterer sanktioner, stigende energipriser og de tiltag omverdenen gør i forhold til Rusland og Ukraine. Blandt deltagerne er forsvarsminister Morten Bødskov, seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel, teknologijournalist Nikolaj Sonne, Mogens Lykketoft, DI, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en række repræsentanter fra dansk erhvervsliv.

– Vi i 3F er den fagforening i Danmark, som har flest ukrainske medlemmer. Alene af den grund er det naturligt at lægge vægt på krigen. Læg dertil, at hele Danmarks økonomi vil blive påvirket, og så kan jeg faktisk ikke få øje på et mere relevant tema, siger konstitueret formand for 3F, Tina Christensen.

Temaerne for dagen er boykot, sanktioner og paradigmeskift i verdensmarkederne, men fordi situationen i Ukraine udvikler sig dag for dag, kommer programmet også til at blive opdateret løbende.

– Vi har en unik mulighed for at mødes og lytte til hinanden og diskutere, hvordan vi kommer bedst igennem denne tragiske situation, siger Tina Christensen.  

Vision Danmark finder sted onsdag den 16. marts kl. 11.30 – 16.30 i DR Byen, Koncerthuset, Studie 2.

Kommentarer