112

Brandtekniske undersøgelser

Brandefterforskere fra Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af i går tirsdag brandtekniske undersøgelser efter en voldsom brand i en virksomhed på Egebjerg Hovedgade, Nykøbing Sj., om morgen fredag den 8. oktober 2021.

Rigspolitiets Kriminaltekniske Center assisterede med brandefterforskere, ligesom elsagkyndige fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut også var til stede ved undersøgelserne, der blev afsluttet først på eftermiddagen.

Den foreløbige konklusion på undersøgelserne på brandstedet var, at branden var opstået ved en eksplosion i en reaktor i virksomheden. Eksplosionen havde forårsaget bl.a. ødelæggelse af mure, der væltede, samt brand i selve fabriksbygningerne. Der forelå umiddelbart ingen mistanke om, at elinstallationer og lignende kunne have en rolle i årsagen til eksplosionen og den efterfølgende brand.

Politiet har intet grundlag for at mistænke nogen for en forsætlig handling i forhold til brandlovgivningen ud fra de fremkomne oplysninger ved brandstedsundersøgelsen. De brandtekniske undersøgelser fra politiets side er på dette grundlag afsluttet, og brandstedet er derfor frigivet, således at f.eks. Arbejdstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen kan foretage deres egne undersøgelser inden for deres respektive ressortområder.

Kommentarer