112

Dramatisk badetur – familie fanget i bølgerne

Foto: Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland

Torsdag kl. 18.32 blev der slået alarm til redningsmyndighederne, da en familie bestående af mor og far samt to børn på 8 og 15 år under en badetur blev fanget af høje bølger ved stranden ud for Nordstrandsvej.

Det lokale redningsberedskab kørte med båd og sammen med politiet til stranden, ligesom en redningshelikopter blev sendt i luften, såfremt der måtte være behov for egentlig personredning til søs. Lokale livreddere var også i gang med at hjælpe familien i land igen.

Kl. 18.48 var alle fire kommet i land gennem de kraftige bølger på stranden, hvor formentlig strømforholdene på grund af bølgerne havde gjort det næsten umuligt at komme de sidste meter i land. Familien havde været ca. 50 meter ud fra stranden og kunne godt bunde, så de havde ikke direkte været i livsfare, lyder vurderingen.

De fire personer var dog lidt afkølede efter det lidt lange ophold i vandet, og redningsberedskabet sørgede efterfølgende, for, at de fik varmen igen.

Politiet opfordrer til stor forsigtighed med at bade under forhold, hvor store bølger og strømforhold kan gøre en hyggelig badetur til en måske livsfarlig oplevelse.

Kommentarer