Ekstraordinære midler skal styrke beredskabet på ældreområdet
Modelfoto: Pixabay.
Regeringen har afsat 50 millioner kroner i 2026 til en ekstraordinær styrkelse af kommunernes beredskab på ældreområdet.
Regeringen og KL er enige om, at midlerne udmøntes til kommunerne via en forhøjelse af bloktilskuddet i 2026. Midlerne skal bidrage til at styrke kommunernes beredskab på ældreområdet, blandt andet gennem investeringer i nød
strømsløsninger og andet relevant udstyr.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:
– Vi lever desværre i en tid, hvor vi er nødt til at tage beredskab ekstremt alvorligt. Det skærpede risiko- og trusselsbillede kalder på, at vi tænker beredskab ind alle steder i samfundet, så vi står endnu stærkere rustet, hvis der skulle opstå en krise. Det gælder også på ældreområdet. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi i regeringen nu afsætter 50 millioner kroner til ekstraordinært at styrke kommunernes beredskab til gavn for nogle af vores mest sårbare borgere. Når man bor på plejehjem, eller er afhængig af hjælp fra andre i hverdagen, betyder tryghed alt.
Midlerne er en del af regeringens akutpakke på beredskabsområdet i 2026, hvor der samlet er afsat 270 millioner kroner til ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser i 2026. Akutpakken skal bidrage til at styrke robustheden i det samlede beredskab, som landets kommuner er ansvarlige for.
Regeringen og KL er enige om, at langt hovedparten af midlerne anvendes til indkøb af materiel og kapaciteter til det kommunale beredskab i lyset af det skærpede risiko- og trusselsbillede.
Kommentarer