Samfund

Frivillige mentorer yder værdifuld støtte for unge

Det frivillige mentorkorps står hver dag for at hjælpe en gruppe af unge mennesker, der har brug for støtte til at træffe det rette valg om uddannelse, dagligdagsting som at lægge et budget og meget mere – alt sammen noget, der har stor værdi for de unge. Foto: Odsherred Kommune.

Mentorordningen har siden 2011, hvor den blev oprettet, hjulpet en stor gruppe af unge mellem 14-30 år, der har haft brug for hjælp til at vælge og fuldføre ungdomsuddannelse. Det er Enhed for Læring, Uddannelse og Pædagogik (LUP), som står for ordningen i Odsherred Kommune. Formålet var at lave et tilbud, der skulle supplere de eksisterende kommunale indsatser og er siden blevet en succes. Derfor er ordningen for nyligt blevet udvidet til også at yde støtte til børn fra udsatte familier.

Korpset af mentorer består af både erhvervsaktive og pensionister med forskellig uddannelsesmæssige baggrund, erfaringer og interesser. På den måde besidder korpset forskellige kompetencer og har tilsammen en bred viden – det er særligt vigtigt for at finde det rette match mellem mentor og den unge, og det er nøglen til ordningens succes.

”Mentorordningen har vist, at der kan skabes en tæt og personlig relation mellem den unge og hans eller hendes mentor – det gør mentorordningen til noget helt særligt. Det tror jeg blandt andet sker, fordi mentoren og den unge selv bestemmer, hvordan de vil tilrettelægge deres møder” siger Jørgen Helbro, afdelingsleder Læring, Unge og Pædagogik.

En mentor bruger ca. 10 timer om måneden sammen med den unge og deltager derudover i seks årlige møder med mentorkorpset og LUP, hvor de drøfter udfordringer og fremgang hos de unge. Men ellers er ordningen tilrettelagt således, at det er mentoren og den unge, der skal beslutte hvor ofte de skal mødes og hvad de skal tale om fra gang til gang – der er derfor ikke to samarbejder, der er ens.

”Grunden til at jeg blev mentor var, at jeg havde brug for at lave noget meningsfuldt i min hverdag, efter jeg gik på pension. Relationen og tilliden mellem den unge og mig er helt grundlæggende for, at jeg kan forstå og sætte mig ind i de unges tanker. En af mine opgaver består i at få den unge til at tro på egne evner og se på livet og fremtiden med optimisme”, siger mentor Jens Thomasen.

Samarbejdet mellem mentoren og den unge er ikke kun afhængigt af, at den unge kan se , at relationen er værdifuld, men det bygger i høj grad på nærvær og engagement fra begge parter. De unge påtager sig derfor også en vigtig opgave, når de får en mentor.

”Jeg oplever, at mange af de unge synes det kan være svært, at de skal skrive ansøgninger, udfylde blanketter og booke møder med sagsbehandlere, hvis de har brug for råd og vejledning her og nu – her giver mentorordningen den unge mulighed for at ringe til sin mentor og spørge”, siger mentor Jens Thomasen.

Kommentarer