Kan du selv gøre noget for klimaet? Ja du kan – start med hverdagen!
Signe Wenneberg fortæller om hverdagsaktivisme til kulturcafé på Hempel Glasmuseum 29. september.
For et par år siden udgav forfatter og journalist Signe Wenneberg en artikelserie på sin blog, der var en guide kaldet ’Hverdagsaktivistens guide til krisetiden’. Udgivelsen var en kommentar til – og en hjælp i forbindelse med – Coronakrisen. Men de gode råd har fået længere levetid – nu også i forhold til hele klimasituationen og den begrænsede adgang til ressourcer.
Wennebergs vigtigste og overordnede råd er, at alle kan gøre noget. Små og store handlinger i hverdagen, som tilsammen bidrager til et bedre klima.
På aftenens Kulturcafé, under kategorien ’Slå på Glasset’, kan man høre Signe Wenneberg fortælle om sine mange indsatser – og ikke mindst få god inspiration til egne handlinger.
Fra nydelig plæne til vildt landskab
Hempel Glasmuseum valgte selv for et par år siden at bidrage til arbejdet med vild natur og biodiversitet – ved simpelthen at holde op med at slå den kæmpe plæne foran museet, men simpelthen lade græsset – og de vilde urter – gro.
Det har indtil videre betydet, at mindst otte vilde og lokale planter har fundet plads i den tidligere plæne.
Få høns, dyrk haven, genbrug …
Men mindre kan også gøre det, og når Signe Wenneberg giver gode ideer til, hvad vi hver især kan gøre både for klimaet og for vores privatøkonomi, ja såmænd også for vores mentale tilstand, vil der indgå gode råd om at holde høns, dyrke sin have (eller altan) og genbruge.
Kulturcaféen finder sted torsdag d. 29. september kl. 17.30 til 20. I dette tidsrum er der også mulighed for at besøge museets udstillinger – og til at købe sig et glas vin, most eller vand.
Kommentarer