Samfund

København og Sjælland topper liste over flest unge uden job og uddannelse

76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år står uden for job- og uddannelsessystemet, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Tallet dækker over store geografiske forskelle. Se oversigt.

Syd- og Vestsjællandske kommuner også har en overrepræsentation af unge uden for job- og uddannelsessystemet.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der kortlægger 15-29-åriges job- og uddannelsesstatus.

I alt står 76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år uden for job- og uddannelsessystemet. Det svarer til 7,6 procent af de unge.

”Det er især blandt unge fra Københavnsområdet og Syd- og Vestsjælland, at vi kan se en høj andel, der står uden for job- og uddannelsessystemet. Omvendt er de unge fra Midt- og Vestjylland og Nordsjælland i langt højere grad godt på vej. Forskellene vidner om, at mange kommuner har en tungere gruppe af unge, der er svære at få med, når det kommer til job og uddannelse,” siger chefanalytiker og projektchef Mie Dalskov Pihl, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”For langt de fleste er det svært at få en god tilknytning til arbejdsmarkedet uden uddannelse, og det starter allerede i folkeskolen. Vi kan se, at det er vigtigt at have en god skolegang og komme godt afsted fra afgangsprøverne, hvis man skal lykkes. Det handler om at have nogle skoler, der løfter de her børn og unge,” siger Mie Dalskov Pihl.

”Kommunerne har en vigtig rolle at spille. Når de unge er færdige med grundskolen, handler det om at have en kommunal indsats, der får de her unge spillet ind på banen. Der er man nødt til at se uddannelse som en investering i fremtiden,” siger Mie Dalskov Pihl.

Fokus på unge uden job og uddannelse bør ikke afgrænses til ufaglærte under 25 år

Når Børne- og Undervisningsministeriet laver opgørelser over unge uden job eller uddannelse, kigger man udelukkende på 15-24-årige. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener ikke, at det giver et dækkende billede, hvis man for alvor vil undersøge, hvordan man bedst muligt skaber en børne- og ungeindsats, hvor flest muligt lykkes med at uddanne sig og få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Vi har længe vidst, at alt for mange unge bliver efterladt på perronen, og det er noget, politikerne allerede er opmærksomme på. Men ofte taler vi kun om de unge frem til de er 24 år, og i den debat glemmer vi desværre de unge mellem 25 og 29 år. Vi mener, at det i høj grad er relevant at tale om de unge over 25 år, da toget for alvor kan være kørt for den gruppe,” siger Mie Dalskov Pihl.

Udvidelsen af aldersgruppen giver også mulighed for at medtage unge mellem 25 og 29 år, der har gennemført en gymnasial uddannelse, men ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse eller i job efterfølgende. Den gruppe tæller 7.500 unge mellem 25 og 29 år.

”Hver syvende 25-29-årig, der har en studentereksamen, har ikke fået taget den i brug – hverken på en erhvervskompetencegivende uddannelse eller med et job. Desværre viser analysen, at der bliver flere og flere af dem. For lidt mere end ti år siden var det kun hver tiende,” siger Mie Dalskov Pihl.

Læs analysen her

Tal fra analysen

  • 76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år har hverken et job eller en uddannelse eller er i gang med en uddannelse per februar 2020. Det svarer til 7,6 procent. Der er sket en stigning siden 2014, hvor der var 64.800.
  • De 76.600 unge dækker over 46.600 unge i aldersgruppen 15-24 år, 22.500 unge i aldersgruppen 25-29 år, der ikke har anden uddannelse end grundskole, og 7.500 25-29-årige, der har gennemført en gymnasial uddannelse uden at være i job eller i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse.
  • Blandt de 76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år var over halvdelen heller ikke i gang med uddannelse eller i beskæftigelse året før.
  • Mange af dem har dårlige karakterer fra afgangsprøverne i 9. klasse. 19,6 procent af de unge, der har fået under 2 i karaktergennemsnit i dansk og matematik, står uden job og uddannelse. Blandt unge der har fået over 4 i dansk og matematik er kun 3,4 procent uden job og uddannelse. Samlet har næsten halvdelen af gruppen enten ikke været oppe til afgangsprøver eller ikke bestået afgangsprøverne i dansk og matematik.
  • Børn af ufaglærte er overrepræsenterede. Blandt unge med ufaglærte forældre er det hver 6., der ikke har fået en uddannelse, eller er i gang med en uddannelse eller er i beskæftigelse. Blandt unge med mindst én forælder, der har en videregående uddannelse, gælder det hver 20.
  • Der er en lille overvægt af mænd i gruppen. 8,6 procent af de 15-29-årige mænd er i gruppen, og 6,4 procent af de 15-29-årige kvinder er i gruppen.

Kommentarer