Lad os fjerne barriererne
Af Felex Pedersen, Byrådsmedlem, Socialdemokratiet
I denne juletid er ønsker jo lovligt. Nogle ønsker store bløde pakker, andre store pakker der en tunge, mens de fleste ønsker sig dyre, flotte ting, de kan forsøde sig selv og deres eget liv med.
Jeg har kun ét ønske, som jeg har haft, siden jeg var en lille bitte dreng. Jeg ønsker, at vi, som har det meste på det tørre, vil vågne op og nedbryde de barrierer, der er i hverdagen for de udsatte og borgere med et handicap. De lever i en hverdag, hvor de er afhængige af den offentlige forståelse for de personlige udfordringer, de oplever.
Jeg tror desværre, at vi er mange, der ikke rigtigt kan sætte os ind i deres hverdagsproblematikker og alle de barrierer, de oplever hver eneste dag, de vågner. Heller ikke jeg.
Bare det at få tøj på. Kunne gå på toiletet uden hjælp. Køre på arbejde eller ferie uden et planlægningshelvede. Handle ind, lave mad og invitere gæster uden hjælp. Det er hverdagsting, de fleste af os tager for givet, men et hverdagshelvede for rigtig mange andre. Mit eneste juleønske er, at flere politikere vil prioritere fjernelse af de hverdagsbarrierer for borgere med et handicap, så de også får en så tålelig hverdag som muligt.
Det vil koste penge, mange penge, men er samfundet og den offentlige serviceramme lige nøjagtig ikke skabt for, at vi skal hjælpe hinanden og hjælpe, de der har behov for hjælp. Hvad ellers?
Glædelig jul med håb for en større viljestyrke, for at gøre en forskel for de udsatte og borgere med et handicap.
Kommentarer