Skunklaboratorium afsløret
Tirsdag formiddag dukkede politiet og narkohunde op på en adresse i Højby Sj.-området på grund af en mistanke om, at beboere på stedet kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.
På adressen traf politiet en kvinde og en mand begge på 58 år, som blev gjort bekendt med politiets mistanke mod dem.
Ved den efterfølgende ransagning af deres adresse fandt politiet en aflåst bygning, hvorfra der lugtede kraftigt af hash ved en udsugning. Da politiet fik adgang til bygningen, var årsagen åbenbar: politiet fandt et skunklaboratorium, hvor de dyrkede 148 cannabisplanter. Endvidere fandt politiet godt fem kilo marihuana, som sammen med både cannabisplanterne og laboratorieudstyret blev beslaglagt som beviser i sagen.
De to personer på adressen blev begge anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videredistribution. Endvidere blev de også mistænkt for tyveri af strøm i forbindelse med skunkproduktionen på stedet.De to anholdte blev begge løsladt sidst på dagen efter afhøring til sagerne og den akutte efterforskning i anledning af fundene på deres adresse. De vil således begge høre nærmere fra politiet i anledning af sagerne, når efterforskningen i disse er afsluttet.
Kommentarer