112

Social dumping-aktion i Nykøbing Sj.

Foto: Rigspolitiet

Fredag kl. 10.10 aflagde udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi sammen med Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) et besøg på en byggeplads i den sydlige del af Nykøbing Sj. for at kontrollere, om beskæftigelse af udlændinge opfyldte betingelserne herfor.

Ved kontrollen traf politiet en 36-årig mand fra Serbien iført arbejdstøj og i færd med at arbejde på stedet. Ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold kunne politiet konstatere, at han opholdt sig ulovligt i Danmark efter en indrejse i Schengen i september 2021.

Den 36-årige serbiske mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om dels ulovligt ophold, dels ulovligt arbejde i Danmark.

Efter afhøring til sagerne med assistance fra en tolk fik serberen straks afgjort sine sager strafferetligt og efterfølgende forelagt sin sag for Udlændingestyrelsen, der skal afgøre, hvorvidt serberen skal udvises af Danmark med et indrejseforbud. Han er derfor fortsat frihedsberøvet, indtil denne resolution modtages hos politiet.

Politiet fortsætter efterforskningen i sagen for at få klarlagt, hvilken arbejdsgiver der har haft ansvaret for serberen og formentlig beskæftiget ham uden de fornødne tilladelser.

Kommentarer