112

Stjålne betalingskort misbrugt

Kl. 18.01 fik politiet en anmeldelse fra en 77-årig mand fra Nykøbing Sj., som havde fået stjålet sin pung med både et mindre kontantbeløb og flere betalingskort tidligere på dagen i tidsrummet kl. ca. 13.00 – 13.45.

Han havde ikke bemærket tyveriet af pungen, der var formentlig var sket på Jernbanevej enten i supermarkedet Coop 365 eller på parkeringspladsen tæt derved.Efterfølgende kunne den 77-årige konstatere, at de stjålne betalingskort var blevet misbrugt for et samlet beløb for omkring 50.000 kr. til både kontanthævninger og varekøb.

Politiet efterforsker nu sagen om tyveriet af pungen og de efterfølgende misbrug af betalingskortene ud fra en mistanke om, at PIN-koden til kortene kan være blevet afluret inden tyveriet af den 77-åriges pung.

Politiets gode råd er derfor at skjule indtastningen af betalingskorts PIN-kode, idet et betalingskort er intet værd for en tyv uden en afluret PIN-kode. Beskyt indtastningen af koden på betalingsterminalen f.eks. med den frie hånd eller stil dig tæt på terminalen, så uvedkommende ikke kan kigge uden om eller over skulderen under indtastningen.

 

Kommentarer