112

To biler taget fra narkobilister uden kørekort

Foto: Niclas Jessen

Onsdag eftermiddag kl. 14.15 var lokalbetjentene fra Asnæs på patrulje kørende i Grevinge, hvor de bemærkede personbil, der kørte ad Engelstrupvej mod vest.

Bilen vakte betjentenes opmærksomhed, den ikke havde nummerplade på. Da bilisten opdagede, at patruljebilen vendte og kørte efter satte han farten op og forsøgte at køre fra politiet. Det gik dog ikke helt efter planen, da bilisten kom til at køre ned ad Kildeåsen, der er en blind vej, hvor han måtte stoppe.

Patruljen fandt hurtigt ud af, hvorfor bilisten havde så travlt med at komme væk. Føreren af bilen, en 65-årig mand fra lokalområdet havde ikke et gyldigt kørekort, og han var desuden påvirket af euforiserende stoffer. Bilen var hverken registreret eller forsikret. Han blev derfor anholdt, sigtet for de mange forseelser og taget med til en blodprøve.

Ved en visitation af den 65-årige fandt betjentene ham i besiddelse af et femcifret kontantbeløb. En hurtig forespørgsel til vagtcentralen viste, at den anholdte mand skyldte en del penge til Skat. Så politiet tog størstedelen af pengene fra den 65-årige, til dækning af en del af gælden til det offentlige. Det sluttede dog ikke her, for det var nu fjerde gang at den 65-årige kørte bil uden kørekort inden for de seneste tre år. Bilen blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket han accepterede. Den 65-årige blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve.

Kl. 22.33 kørte en hundepatrulje ved havnen på Egebjergvej i Nykøbing Sjælland, hvor der holdt en bil i tomgang. Bilen satte i det samme i gang, så patruljen standsede den rutinemæssigt. Bag rattet sad en 38-årig mand fra København, og der lugtede kraftigt af hash fra bilens kabine. Bilisten erkendte, at han netop havde røget en hashjoint, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han havde desuden tre klumper hash på sig, som betjentene tog og sigtede ham for lov om euforiserende stoffer. Den 38-årige havde desuden ikke noget gyldigt kørekort, og det var ikke første gang, at han blev sigtet for kørsel uden førerret i konens bil. Kører man 3 gange inden for 3 år uden gyldigt kørekort kan politiet ifølge færdselslovens regler beslaglægge bilen. Den 38-årige protesterede over beslaglæggelsen, som nu vil blive forelagt retten. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Begge mænd vil høre mere i deres sager, når resultatet af blodprøveanalysen kommer. Retten vil senere tage stilling til, om de sigtedes biler kan endeligt konfiskeres.

Kommentarer