Tyveri fra personbiler i Nykøbing Sj. og Rørvig-området
I alt ni personbiler har inden for den seneste uge været udsat for et indbrud i køretøjet i enten Nykøbing Sj. eller i Rørvig-området.Tyven har skaffet sig adgang til køretøjerne ved at knuse en rude, så døre kunne lukkes op for at komme ind i bilen. Herfra har tyven stjålet de effekter, som har været synlige udefra og ligget frit fremme f.eks. på eller ved sæderne i køretøjerne.
Tyvekosterne har primært været punge med kontanter, betalingskort og personlige kort eller tasker med indhold. De seks af tyverierne er sket i Nykøbing Sj. på Algade, Møllegårdsalle, Grundtvigsvej og Jupitervej, mens de tre tyverier er sket fra biler på Telegrafvej og Toldbodvej i Rørvig.
Enkelte af tyverierne er sket over et længere tidsrum, f.eks. i løbet af en nat, men de fleste af tyverierne fra bilerne er sket inden for et par timer og i enkelte tilfælde inden for blot 30 minutter, hvor bilen har været efterladt og uden opsyn. Tyverierne er sket både i løbet af dagtiden og først på aftenen enten på forretningsstrøg eller på eller ved steder, hvor turister søger hen, f.eks. havneområder og ishuse.
Politiet efterforsker nu de modtagne anmeldelser om indbrud i de ni personbiler ud fra de spor, som tyven måtte have efterladt, og eventuelle øvrige oplysninger i sagerne. Ingen af sagerne er i øjeblikket opklaret og derfor vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte have observeret personer med mistænkelig adfærd i de pågældende områder inden for den senere tid.
Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne, ligesom politiet også gerne må kontaktes hurtigst muligt, såfremt nogen går søgende rundt blandt parkerede biler og måske kan mistænkes for at ville begå et indbrud i et køretøj.
For at minimere risikoen for et tyveri fra sit køretøj er politiets gode råd, at bilens kabine tømmes for effekter, der kunne få en tyv til at tro, at værdier måtte være efterladt. Fjern tasker, punge og andre værdifulde ting fra bilen, eller læg genstandene i f.eks. et aflåst bagagerum, så de ikke er synlige udefra. Følg gerne opfordringen på skilte ved f.eks. parkeringspladser: Tøm bilen, før tyven gør det!
Kommentarer